Annonce

Annonce

Mads Helms på græsmark med køer.

På ØL's nylige generalforsamling blev der efterlyst konsekvensberegninger af foreningens model 'Pris på bæredygtighed', men man kan ikke lave detaljerede konsekvensberegninger af hvert eneste politiske forslag, mener bestyrelsesmedlem Mads Helms. Foto: Jakob Brandt

Hvis vi ikke udfordrer os selv, gør andre det.

DEBAT: Jeg forstår den bekymring for ØL's model 'Pris på bæredygtighed', der blev luftet på generalforsamlingen, men jeg vil til hver en tid forsvare, at foreningen ikke skal opstille detaljerede modelberegninger for at kunne formulere politiske forslag.

Af: Mads Helms, økologisk mælkeproducent og bestyrelsesmedlem i Økologisk Landsforening

Husk: Forudsætningerne er vigtige.

I forbindelse med den netop afholdte generalforsamling har der været en del debat om Økologisk Landsforenings (ØL) pris på bæredygtighedspolitik med klimakrav og krav til natur og kritik af, at det er formuleret, uden man har lavet konsekvensanalyse og en frygt for, at det kan ramme landmændene urimeligt hårdt.

Vi står over for mange store udfordringer, og en klog mand har engang sagt, at hvis vi ikke udfordrer os selv, gør andre det. Den altoverskyggende udfordring lige nu er klimaet, og uanset hvad vi hver især mener om det, er det noget, vi er tvunget til at forholde os til og tage ansvar for. Især i en forening som ØL, der jo arbejder for bæredygtighed på flere planer, har vi et ansvar for at komme med forslag til at finde løsninger på disse store udfordringer.

Skulle ØL ikke gå foran og vise en ny vej, hvad skal vi så med ØL, og hvem skulle så gøre det?

Når det er sagt, så står det helt klart, at det at komme med løsningsforslag på store samfundsmæssige udfordringer indebærer en meget stor risiko for, at der er detaljer, man ikke har styr på. Konsekvenserne ved disse nødvendige forandringer kan desuden ramme meget forskelligt i forhold til det enkelte medlems interesser. Men den risiko er vi som forening nødt til at tage, hvis vi vil være en del af løsningen og ikke bare sidde tilbage og se passivt på at andre tager ansvaret med beslutningerne og sætte os selv uden for indflydelse.

Modellen er ledsaget af forudsætninger

Selvfølgelig skal vi ikke bare forfølge enhver udfordring uden at overveje vores ressourcer og vores medlemmers interesser samt vurdere på konsekvenserne af vores forslag. Derfor er modellen 'Pris på bæredygtighed' også ledsaget af en række forudsætninger:

  • Det skal være en omstilling, der er drevet af markedskræfterne.

  • Der skal tænkes på helheden.

  • Vi skal løfte i fælles flok, også internationalt.

  • Der skal være tid til omstilling.

  • Pengene skal blive i landbruget - de kan flytte sig mellem produktionsgrene, men ikke ud af landbruget.

Jeg forstår den bekymring og frygt, der blev luftet på generalforsamlingen, men jeg vil til hver en tid forsvare, at foreningen ikke skal opstille detaljerede modelberegninger for at kunne formulere politiske forslag. Beregninger på dette stadie kan kun ramme forkert, men med de ovennævnte forudsætninger vil vi sikre os mulighed for en ordentlig omstilling.

Vi er mestre i omstilling

Senere, når de nævnte forslag kommer videre i behandling og bliver mere konkretiseret, vil vi få tal, der kan bruges til beregning på den enkelte ejendom. Disse beregninger er der ingen, der kan lave bedre end landmanden selv: Han/hun ved nøjagtig, hvilke faktorer der skal med i ligningen. Viser det sig så, at det skubber os i en helt forkert retning, skal vi selvfølgelig råbe vagt i gevær og få den endelig løsning tilbage på sporet.  

Hermed ikke sagt at modellen og forslaget ikke fortløbende skal udfordres og ses efter i sømmene. Vi står foran nogle udfordringer, der kræver store forandringer og omstilling.

Vi bønder er heldigvis verdensmestre i omstilling, det ligger i vores dna, hvor vi konstant skal forholde os til vejr, markedet, dyrenes og markenes velbefindende osv. Men en omstilling kræver, at vi kan se mulighederne og overskue konsekvenserne - ellers stritter vi selvfølgelig imod.

Helt i tråd med foreningens visioner

Derfor er det godt, at folk reagerer og stiller spørgsmål til vores forslag. Det gør forslaget bedre og sikrer, at vi alle sammen er en del af den fremtid, der hele tiden ligger lige foran os. Det handler ikke om, at ØL skal kunne lave konsekvensberegninger, det handler om, at vi skal udvikle politik i åbenhed og med størst mulig inddragelse, så vi sammen finder vejen hen til en verden, der tænker og handler økologisk, sådan som vi har formuleret det i visionen for foreningen.

Udviklingen af forslaget 'Pris på bæredygtighed' er foregået i fuld overensstemmelse med disse krav. Forslaget tog sin start helt tilbage i 2016, hvor ØL vedtog en 10-punktsplan for en grønnere landbrugs- og fødevarepolitik og har siden været en del af foreningens politiske udviklingsarbejde. Model og forslag har været bragt med rundt på regionsmøder og møder med folkevalgte igen og igen, helt frem til modellen fik sit navn sidste år.

Jeg håber, at foreningen må få den sejr at se dets aftryk i den landbrugsaftale, som landets politikere forventes at indgå, når vi skriver april 2021.

Dette er et debatindlæg og ikke et udtryk for redaktionens holdning. Ønsker du at skrive et debatindlæg til Økologisk så send det til hhk@okologi.dk. Navn og profession skal oplyses. Vi forbeholder os retten til at redigere i rubrik, manchet og mellemrubrik samt at rette sproglige fejl.

Flere artikler fra samme sektion

Replik til Fie Graugaard: Arealeffektiv fødevareproduktion gavner klima, miljø og natur

DEBAT: Det er ikke korrekt, når Fie Graugaard hævder, at arealeffektiv produktion ifølge Concito kun kan opnås med brug af pesticider. Der er selvfølgelig flere veje hertil, ikke mindst en kostomlægning til mere planterig kost.

24-04-2024 4 minutter Debat,   Klima,   Pesticider

Danmarks "grønne" tænketank Concito har skiftet farve

Den grønne tænketank Concito er nu blevet til Danmarks sorte tænketank, når den argumenterer for, at pesticider er nødvendige også i fremtidens landbrug. Men muldlaget i jorden udpines, hver gang der sprøjtes imod svampe, uønskede planter og insekter.

19-04-2024 5 minutter Debat,   Pesticider,   Klima

Vi skal finde de gamle dyder frem igen

LEDER: Der er efterhånden en bred enighed i samfundet om, at vi skal spise en langt mere plantebaseret kost. Vi, der har været længe i gamet, kan jo huske tilbage på en barndom, hvor kødet var en luksusvare.

05-04-2024 4 minutter Leder,   Økologisk Landsforening